Tysk lov om mindsteløn – bureaukrati uden ende?
> Februar 2015
Siden 01.01.2015 gælder i Tyskland loven om mindsteløn (MiLoG). Det, som i starten endnu ansås som minimumssikkerhed netop i "prekære arbejdsforhold", viser sig nu at være et bureaukratisk monster.
Siden den 01.01.2015 forpligter MiLoG arbejdsgiverne til at betale en timeløn på mindst € 8,50 brutto. Hovedargumentet for indførelsen af mindstelønnen er en forbedring af indtægtssituationen i lavtløns segmentet, og selv om der ikke er enighed om, hvordan mindstelønnen vil påvirke beskæftigelsessituationen, betragtes indførelsen af den overvejende del af befolkningen i Tyskland som social retfærdig (Roland Bieräugel, Oliver Nüchter, Alfons Schmid in WSI Mitteilungen, Forschung Aktuell 1/2010, S. 50 ff.).Virkningerne for arbejdsgiverne er dog meget mere omfattende end at de kun skal være opmærksom på, at der betales en mindsteløn på € 8,50 brutto pr. time. Ved realiseringen af MiLoG og de dermed forbundne forordninger er der opstået omfattende dokumentations- og ansvarspligter. Disse gælder ikke kun for arbejdsgivere i Forbundsrepublikken Tyskland, men også for udenlandske arbejdsgivere, som f.eks. i transportbranchen, hvor der også kræves mindsteløn til udenlandske lastbilchauffører, der kun opholder sig i landet i kort tid eller endda kun kører gennem landet.
Man bør i forbindelse med MiLoG være opmærksom på følgende:
1. Mindsteløn og beregning
I henhold til MiLoG har enhver myndig lønmodtager et lovbestemt krav på betaling af mindstelønnen. Denne lovbestemte mindsteløn udgør fra den 01.01.2015 € 8,50 brutto pr. time. Særlig problematisk herved er beregningen af mindstelønnen pr. arbejdstime, fordi der findes utallige forskellige lønmodeller.
Såfremt der betales en fast månedlig løn med en aftalt ugentlig eller månedlig arbejdstid, er det nemt at udregne timelønnen. Heller ikke en aftale med ren timeløn volder de store problemer med at overholde mindstelønnen.
Men det bliver vanskeligt, hvis parterne har aftalt en aflønning, som består af en fast og en variabel del. Afgørende kriterium ved hensyntagen til de variable løndele er ligeledes den i MiLoG fastsatte månedlige forfaldsdato for mindstelønnen. Ved beregning af mindstelønnen tages der således ikke hensyn til alle de beløb, som ikke udbetales hver måned og dem, der kun udbetales under forbehold af senere modregning eller tilbagekald.
Provisioner, som udbetales hvert kvartal eller hvert halve år, kan der derfor ikke tages hensyn til i forbindelse med den mindsteløn, der skal betales hver måned. Det samme gælder for provisioner, som udbetales hver måned, men som iht. aftalen giver mulighed for modregning i senere måneder. Ligeledes kan der ikke tages hensyn til drikkepenge eller omkostninger og rejsegodtgørelser. Her skal aftalerne ændres hurtigst muligt.
2. Dokumentationspligter
En overholdelse af kontrollen af MiLoG, er den såkaldte forordning om dokumentationspligt i forbindelse med mindstelønnen (Mindestlohndokumentationspflichten-Verordnung). Iht. MiLoG § 17 stk. 1 skal arbejdsgivere fra brancher, der falder ind under loven om bekæmpelse af sort arbejde (Schwarzarbeitsbekämpfungsgesetz), opfylde omfattende dokumentationspligter. Disse brancher omfatter bl. a.
+ bygge- og anlægsvirksomheder,
+ restaurations- og hotelvirksomheder,
+ persontransportvirksomheder,
+ speditions-, transport- og dermed forbundne logistikvirksomheder
+ rengøringsvirksomheder.
I alle disse brancher skal begyndelsen, enden og varigheden af lønmodtagernes daglige arbejdstid pr. uge noteres og opbevares i mindst to år. Eneste undtagelse i forbindelse med disse omfattende dokumentationspligter er aftaler med lønmodtagere, der tjener mere end € 2.958,00 brutto pr. måned.
Herved gælder mindstelønnen og dokumentationspligten i forbindelse med mindstelønnen ikke kun for tyske arbejdstagere, men også for udenlandske arbejdstagere, såfremt de arbejder i Tyskland. At arbejde betyder i den aktuelle fortolkning af det tyske arbejdsministerium enhver opgave, der står i forbindelse med det arbejde, der skal udføres iht. ansættelsesaftalen. Dette betyder, at også udenlandske lønmodtagere, der kun i en periode arbejder i Tyskland, har krav på mindstelønnen, selv hvis tysk arbejdslovgivning ikke gælder for dem.
Dette gælder også for transportbranchen, såfremt transportkørslen starter eller slutter i Tyskland. Efter det tyske arbejdsministeriets hidtidige tolkning var også transitkørslen gennem Tyskland underlagt MiLoG. Men her har Forbundsregeringen lyttet til den massive kritik fra udlandet og i første omgang suspenderet anvendelsen af MiLoG for udenlandske lastbilschauffører i ren transitkørsel. Dette gælder også for dokumentationspligterne.
3. Gennembrudshæftelse ved værks- og tjenestekontakt og arbejdslejekontrakter
Iht. MiLoG § 13 statueres en hæftelse i henhold til § 14 i den tyske lov om udstationering (Arbeitnehmer-Entsendegesetzes (AentG)) også for mindstelønnen iht. MiLoG. Herefter er erhvervsdrivende, som overdrager udførelsen af værks- eller tjenesteydelser til andre erhvervsdrivende, ansvarlig for at MiLoG overholdes hos den erhvervsdrivende, som udfører værks- eller tjenesteydelsen. Tilsvarende gælder for forholdet mellem udlejer og lejer iht. tysk lov om arbejdsudleje (Arbeitnehmerüberlassungsgesetz).
I sådanne retsforhold skal man altså være særdeles opmærksom på, at ordregiveren sørger for at ordretageren betaler den lovbestemte mindsteløn på € 8,50 brutto pr. time. Hvorvidt ordregiveren kan blive fritaget herfra med en ensidig bekræftelse fra ordretageren, at han overholder reglerne i MiLoG, er omstridt. Efter lovbestemmelserne er ordregiveren kun fritaget for ansvar, hvis han kan dokumentere, at han ikke havde kendskab til, at ordretageren ikke betalte den lovbestemte mindsteløn. Men en sådan dokumentation kan kun lykkes, hvis ordregiveren er særlig opmærksom på, at ordretageren overholder kravene om mindsteløn. Her kan det anbefales, at man allerede ved valget af ordretageren er meget omhyggeligt og især ved ordretagere med et dårligt omdømme aftaler, at ordretageren har særlige kontrolrettigheder hos ordretageren.
4. Resume
Af det ovenstående fremgår, at det ikke alene er tilstrækkeligt, hvis man selv betaler mindstelønnen på € 8,50 brutto pr. time til sine egne lønmodtagere. MiLoG går langt ud over at fastsætte regler for indførelsen af en mindsteløn, hvorved konsekvenserne både med hensyn til dokumentations- og kontrolpligterne samt med hensyn til ansvarsspørgsmålet ikke må undervurderes.
